Da fiskene holder op med at spise hen på efteråret, og først begynder til foråret igen, er det vigtigt, at fylde deres depoter op, da de jo ikke får mad i omkring 6 måneder. Det skal her nævnes, at de indre organer på fisken ikke kan forarbejde føde når temperaturen kommer under ca. 10 grader. Dette betyder, at man skal holde op med at fodre sine fisk, når vandet kommer ned på 10 grader. Der er dog ingen regel uden undtagelser, og er man i besiddelse af en eller flere stør, skal disse fodres jævnligt igennem hele vinteren, dog skal mængden af foder kun være ca. 20% af det normale og bare en til to gange om ugen. Da der gennem hele vinteren vil være plus grader nede på bunden af bassinet (med mindre at det bundfryser), vil alle organiske ting så som blade og slam ligge og gå i forrådnelse. En sådan proces er iltkrævende, og det er den ilt som fiskene ellers skulle bruge - da der samtidig sker en forurening af vandet idet en forrådnelse afgiver for fiskene farlige sumpgasser, vil resultatet være at man tvinger fiskene op efter ilt i det koldere overfladevand, - her vil de som oftest dø af kulde. Derfor kan vi kun anbefale, at man renser sit bassin så godt som muligt og skifter op til 20-30% af sit vand ud. Det bedste tidspunkt for at skifte vand inden vinteren, er efter at fiskene er holdt op med at tage føde til sig, d.v.s. når vandet er lige under 10 grader.
Jo bedre en vandkvalitet man kan holde igennem vinteren, desto bedre vil ens fisk have det når det igen bliver forår. Efter man har renset sit bassin, kan man med fordel spænde et såkaldt løvnet ud over sin dam, således at de blade der falder fra træerne her til efteråret ikke ender på bunden af bassinet, hvor de vil gå i forrådnelse, men i stedet for blive i nettet. Mens det stadigvæk er til at komme til havedammen, så anskaf det nødvendige udstyr for at undgå at skulle stå lille juleaften med en termokande varmt vand for at lave hul i isen til ishætten. Det samme gælder vedligeholdelse af pumpeudstyr, filtre m.m. Helt ærligt, hvem har lyst til at skulle rode med disse ting den første forårsdag med solskin??? Brug den time eller to på at skille tingene ad, rense og smøre dem, så de er klar til den kommende sæson. Publiceret
DyrPaaNettet.dk: 31-10-2001 For yderligere
information: DyrPaaNettet
> Artikler > Hvad gør man
ved havedamsfisk om vinteren? |
|
|